Blog

Gæsteblogger: Frejamay November, Min skam

Gæsteblogger: Frejamay November, Min skam

Skammen over at være rigtig god til noget

6 år. Så gammel var jeg da jeg var igennem det første seksuelle overgreb. 15 det næste og 16 det næste. Og 19 da jeg blev voldtaget to gange. Og 27 da jeg var igennem det sidste overgreb. Man kan hente masser af skam i de fortællinger, men der er ikke mere skam tilbage, for jeg har sluppet den efter 10 år i terapi. Til gengæld har jeg to skamme (hedder det det?) jeg vil fortælle om i dag. Den ene handler om at være 34 og ude af stand til at åbne sin E-boks, fordi man er bange. Jeg er bange. Det skammer jeg mig over. Men det gider jeg ikke snakke mere om lige nu. Det andet er lidt mere kompliceret.

Jeg skammer mig over at være god til noget. Og det er ikke beskedenhed eller falsk beskedenhed. Det meste af mit liv har jeg levet i en eller anden form for offerrolle, og jeg er blevet vant til at være hende der halter lidt, hende der har to øjne der ser forskellige ud og hende der er forkert. Den største udfordring jeg har i dag er at ”tage mit lys hjem”, som vi siger i selvudviklingskredse. At rejse mig op og stå i alt mit lys, det bringer skam frem.

Der er mange ting jeg ved jeg er god til. Jeg er god til at holde foredrag og kurser. Jeg er god til at tale i øjenhøjde og få alle med. Jeg er god til at ramme folk i hjerterne, fordi jeg oftest kan sætte mig ret godt ind i andre menneskers smerte. Jeg er god til at skrive. Jeg skriver levende og fængende og af og til (okay tit) lidt provokerende. Men det er som om, at så længe jeg gør det som en form for ”underdog”, i stedet for at stå ved det, så er det bedste for alle. Så tager jeg ikke noget fra nogen. Så er der også plads til alle andre. Så fylder jeg ikke for meget. Så vækker jeg ikke for meget harme og jantelov. Hvis bare jeg toner mig selv lidt ned igen når jeg er kommet til at tone op for mig selv, så skal verdensfreden nok bestå.

Jeg ved at jeg en dag vil komme dertil hvor jeg også kan slippe skammen over at være god til noget. At jeg en dag kan rejse mig mere i mit lys end jeg gør i dag. At jeg en dag står mere fast i mig selv end jeg gør i dag (omend jeg er nået langt). Men det skræmmer mig meget ikke at vide hvad der venter mig derude, den dag jeg vælger at slippe skammen og rette ryggen og bare stå helt nøgen og fast, med armene der danser i vinden og håret der blæser præcis den vej det har lyst til, uden at jeg skal tænke på om nogen mon føler sig mindre værd, fordi jeg føler mig værdig.

Forleden kastede jeg mig ud i en feministist debat om vold mod kvinder. Mit hjerte hamrede af frygt og al min skam tordnede frem. Hvem er du til at forsvare kvinder? Hvem er du til at debattere med intellektuelle hvide mænd der pumper dig løs for statistikker de alligevel ender med at afvise lige om lidt, og det eneste du ved noget om er hvordan det er at være en ødelagt krænket pige og kvinde, og hvordan det er ikke længere at være det. Men jeg tog skammen i hånden, og så debatterede jeg videre. Og jeg besluttede at jeg ikke havde noget at skamme mig over. Og det virkede. Næsten. Og næste gang virker det måske lidt mere end det gjorde denne gang. Og det var et vigtigt skridt.

Jeg har en skam kastet over alt mit lys. Tiden er inde til at stoppe med at tale mig selv ned. At gøre mig selv dårligere. Ikke at stå ved alt det jeg også er; dygtig, kompetent, særdeles handlekraftig, seriøs, engageret, forventningsfuld, målrettet, dedikeret og med høje ambitioner. Tabuerne skammer jeg mig ikke længere over. Nu er det tid til at skyggen og skammen over mit lys den også får en opsigelse. Et skridt ad gangen.

frejamaynovember.dk

Fotograf Mathilda Yokelin

Tusind tak til Frejamay November for at skrive dette personlige og meget inspirerende blogindlæg.
Har du også lyst til at dele din personlige historie omkring skam, så skriv til os på kontakt@skamfri.dk

Rejsen ud i verden for at gøre mig fri af den skam jeg var blevet påduttet

Rejsen ud i verden for at gøre mig fri af den skam jeg var blevet påduttet

Af Sensitiv Håndterings Ekspert og Intuitiv Mentor, Zanne Otilia Piilipson
www.SensitivSelvudvikling.dk og www.Hjertekriger.dk

 

I mange år var jeg ganske uvidende.
Om min skam.
Og omkring at jeg havde haft en anden opvækst end andre.
Der var ikke nogen tvivl om at jeg var anderledes.
Det var tydeligt, når jeg i skolen blev mobbet.
Over de mest mærkelig ting som f.eks. at mine gummistøvler lugtede, fordi vi boede på en gård.
Jeg blev også mobbet fordi jeg havde mascara på, hvilket jeg ikke vidste hvad var. Men jeg opfangede dog at det var fordi jeg havde lange sorte øjenvipper. BAAM så måtte jeg ellers gå rundt og føle mig skyldig og skamfuld over noget jeg ikke helt forstod.
Jeg blev også mobbet af mine pige klassekammerater, uden at jeg vidste hvorfor. Jeg vidste bare, at de hadede mig som en i bare pokker, for det var tydeligt, med den måde de så på mig og undgik mig.

Først da jeg bliver 22 år og af en tidligere klassekammerat får af vide, at det var fordi ”jeg var en af drengene og fik al deres opmærksomhed, hvilket gjorde pigerne jaloux”. Jeg forstod ikke, hvad Thomas som han hed mente, men som han svarede ”du fik al vores opmærksomhed, vi var alle vilde med dig, når du spillede fodbold og dyrkede sport med os”.

Så trillede tårerne ned af mine kinder. Selve erkendelsen ”det var ikke fordi, de ikke kunne lide mig pigerne i skolen, det var fordi, jeg fik al opmærksomheden fra drengene, at de ikke kunne lide mig”. Og samtidig kom erkendelse nummer 2 til. ”Hov kunne drengene lide mig, det vidste jeg slet ikke”.

2 kæmpe store sten faldt fra mit hjerte.
Fordi det at være en del af fællesskabet var rigtig svært for mig, idet jeg ikke i mit barndomshjem oplevede et fællesskab. Snarere tværtimod idet det var ”alle mod alle for at overleve på bedste vis”.

Jeg var en ukuelig lille stærk og til tider trodsig pige, som altid gik mine egne veje. I mit barndomshjem måtte jeg ikke være mig selv. Det var et barsk barndomshjem med vold, kæft trit og retning. Derfor lærte jeg tidligt i livet at ”jeg går mine egne veje. At gøre som det passer mig, er min måde at bevare min (falske) frihed og tryghed på”.
Min far var psykisk syg med et iltert temperament og en lige så ilter næve. Jeg var på godt og ondt min fars yngling, så ved at lære og tilpasse mig ham og hans luner, fik jeg også færre tæsk af ham. Tæsk fik jeg, men ikke så mange som min mor og 3 søskende.
Men igen det gjorde mig ukuelig hvilket har givet mig megen modstand gennem hele livet.

At være min fars yngling skulle jeg dog høre for mange år frem i tiden idet dette blev fremhævet som årsagen til, at min bror endte med at være kriminel og sidde i fængsel. ”Var det ikke fordi du var din fars yngling, var din bror aldrig blevet kriminel og endt, hvor han er”.

Så følte jeg mig igen skyldig. Uden at vide hvad jeg personligt havde gjort herfor.
Da jeg er 9 år gammel tager min far sit liv og forsøger at tage min mor og søster med sig i døden. Undtagen mig. Jeg sendes ud af huset få minutter forinden. Heldigvis mislykkedes drabsforsøget og min far tager heldigvis kun sit eget liv.

I alt for tidlig en alder er jeg tvunget til at stå på egne ben og har ingen at læne mig op af. Min familie er stærkt traumatiseret og jeg ligeså.

Min ukuelighed, mit overlevelsesgen og viljen til at gå egne veje, bliver min redning.
Jeg lukker ned for min kæmpe sårbarhed med ekstrem kost, hård træning og en ansættelse i det danske forsvar som Overkonstabel af 1. grad de næste 10 år. Dette bliver min måde at lukke ned for det min krop gemmer på af traumer og overgreb.
Da jeg er 28 år gammel siger jeg min kontrakt i forsvaret op, stopper med at bokse med landsholdet, og skriver mig op til en kropsterapeut uddannelse. Denne sommer ender jeg for en tid i en kørestol hvilket helt og aldeles knækker mig fysisk og psykisk idet jeg er ved at dø ved denne ulykke.

På dette tidspunkt vælger jeg min resterende familie fra. Det er alt for opslidende. Jeg kæmper med post traumatisk stress, spiseforstyrrelse (ortoreksi og bulimi), har gigt, kroniske smerter og havde det rigtig svært med mig selv.
Min kropsterapeut uddannelse bliver min redning. De næste 12 år går med at finde mig selv imens jeg bygger min forretning op omkring alternativ behandling og sensitiv håndtering. Jeg udvikler egen regressionsterapi, indre barn terapi teknikker, ny aura koncept og sensitiv håndterings medlemsgrupper og har fra start til nu rådgivet over 5.500 sensitive personer.

 

Jeg måtte væk og have alt på afstand for at finde mig selv.

Først da jeg er 40 år gammel og har bosat mig helt alene i det spirituelle sydfranske Languedoc for at skrive på min bog, får jeg fundet ind til, hvem jeg virkelig er.

Erkendelserne lander som perler på en snor, mens jeg skriver: Jeg sidder og skriver på min bog indser jeg følgende ”hov, jeg er kun en hård stærk powerfuld kvinde, fordi det er det jeg har lært, at jeg skal være, for at kunne overleve”.

Jeg fik også erkendelsen ”hov, min familie havde ikke noget imod mig personligt, men det havde det rigtig svært ved at jeg var den, der blev skånet for døden og de ikke. Så for hver dag de skulle se på mig, blev de mindet om det min far havde udsat dem for, et drabsforsøg”.
Der faldt endnu en stor sten fra mit hjerte.
Det at det ikke var mig personligt, der var forkert, grim eller dum.
Nej det var mit forhold til min far der havde været hele problemet og havde skabt al hadet og modstanden fra min familie.
Hele mit liv har jeg gjort alt for at få min familie til at elske mig. Det eneste jeg fik tilbage var modstand, kritik, had og mistillid.
Det som var dagligdags kost i barndommen blev min trofaste følgesvend frem til jeg blev 40 år.
Det at komme væk fra Danmark og være helt alene i de sydfranske bjerge gjorde, at jeg kom dybere ind i mig selv så den ene erkendelse efter den anden kunne lande i mit indre.

 

Alt det andre fortalte mig blev til min virkelighed. Jeg troede min virkelighed fandtes hos andre.

Det har været en lang sej kamp at pille alle lagene af selvhad, modstand, mistillid og utilstrækkelighed af.
Og fjerne andres ord fra mit system har også været en lang sej kamp. ”Du er ikke værd at elske, du er ikke det værd, du er uønsket, snart er det slut”, du er ikke nok, det kan du ikke klare, det må du ikke, du er forkert”.
Prægninger som også stammer fra fosterstadiet.

For at kunne overleve fandt jeg (falsk) styrke i troen på det jeg kan. Den har altid været der. Jeg har desværre altid været ukuelig omkring hvad jeg kan. Men selve den grundlæggende tro på mig selv har manglet.
Uafbrudt gennem cirka 40 år søgte jeg at finde mit værd i det jeg gjorde og var for andre.
Jeg blev mere og mere tom.

Derfor var det rigtig sundt at rejse til Frankrig og begynde og være det for mig selv, jeg altid har haft brug for.
Det at indse at jeg intet havde at føle skam og skyld over. For det jeg følte skam og skyld over var det jeg havde fået af vide, jeg skulle føle mig forkert omkring.

Jeg havde i den grad taget andres virkelighed til mig og gjort den til min egen.
Det tog 12 år at kravle ud af fortidens fangedragt og iklæde mig ”det liv jeg ønsker at leve”.


Det har haft en stor pris idet jeg stadig den dag i dag ikke har en familie, men jeg kan mærke, at jeg nu er klar til at give mig hen til en mand og stifte familie sammen med ham.

Jeg har fundet min åndelige familie og veninder med nogne dybe bånd, som går mange liv tilbage.
Mellem os er der en respekt og forståelse, som ingen af os har mødt i vores respektive familier. Ingen af de smukke kvinder som er en del af min åndelige familie har nogensinde passet ind nogen steder og sammen har vi passet ind ”i hinanden” fra første dag.
Det har været en lang, sej og ensom færd at komme til her, hvor jeg er i dag, men nøglen til mit nuværende gode liv hvor jeg har sluttet fred med den fortid, jeg har haft, har været at slippe følelserne. Hvilket er rigtig svært, når man er et sensitivt menneske med et dybt komplekst følelsesmæssigt register.

I dag er jeg i stand til at se tilbage på fortiden uden følelses brillerne og blot være observatør af det som er sket ♥

Tusind tak til Zanne Otilia Piilipson for at skrive dette personlige og meget inspirerende blogindlæg.
Har du også lyst til at dele din personlige historie omkring skam, så skriv til os på kontakt@skamfri.dk

3 ting der fastholder skam og 3 ting der opløser den!

3 ting der fastholder skam og 3 ting der opløser den!

INTET behøver at vare for evigt, heller ikke skam!

Hanne blev seksuelt overgrebet som lille, selve akten var ovre på under en halve time, men skammen levede i Hanne i 30 år efter.

Det der ødelagde Hannes selvværd, var ikke selve overgrebet, men den skam hun efterfølgende har levet med og skjult for omverden.

Efter overgrebet fik Hanne af vide, at hun ikke skulle sige det til nogen. Den person som overgreb hende ignorerede hende efterfølgende og lod som om, at hun var luft. Som om hun intet var værd.

Hanne begyndte at tro, at det var hendes skyld, at hun var blevet overgrebet. Hun begyndte at føle sig forkert, beskidt og i det hele taget ikke værd at elske. Som årene gik fik skammen mere og mere plads inden i hende. Og jo mere skammen fik plads, jo mere ensom og isoleret følte hun sig.

Skammen opstod ikke i selve akten, men den opstod i timerne efter, da Hanne sad tilbage helt alene med hendes egne tanker og følelser. Og så er den blevet ‘fodret’ gennem årene.

Følelsen af skam giver dig følelsen af at være uelsket og forkert. Når du er ramt af skam, tror du, at andre vil forlade dig, hvis de kendte til det, som du skammer dig over.

Eksemplet her er opdigtet, men kunne ligeså godt være sandt, da vi begge har hørt lignende historier mange gange i vores  praksis og arbejdsliv igennem årene.

Hanne kunne ligeså godt hedde Jens eller Christina..

Hanne kunne lige så godt hedde Jens og have kæmpet med ordblindhed, og den skam, der kan ligge i dette. Eller Christina som har følt sig forkert, fordi hun er sensitiv og føler andres “mindre pæne ord” om hende, som værende sandheden, og dermed har følt skam i dette.

Skam – følelsen af at være uelskelig, forkert og utilstrækkelig – er en følelse der kan gemme sig i os alle. En følelse som ikke altid kan ses eller mærkes, men som sidder derinde – bag facaden – og gnaver i selvværdet. 

MEN følelsen af skam kan slippe taget i os mennesker!

3 ting der holder skammen i live!

HEMMELIGHEDEN

Når du holder skammen hemmeligt for andre, så får skammen næring. Skammen ønsker ikke at blive set, den ønsker at forblive hemmeligholdt. Når du holder noget hemmeligt for andre, fordi du måske er bange for deres reaktion, så fortæller du samtidig dig selv, at det du skammer dig over, er værd at skamme sig over – Og så skammer du dig endnu mere og skammen slår endnu dybere rødder i dig.

SELVKRITIK

Når vi skammer os over noget, så begynder vores sind at samarbejde. Tanker som de følgende eksempler begynder at få magt:

 “Jeg dur ikke til noget”
“Det er klart at de andre bedre kan lide xxx end mig”
“Hvis mine venner kendte til min hemmelighed, så ville de forlade mig på stedet”

… Og fordi du holder skammen hemmeligt, hemmeligholder du også tankerne og så vokser det hele sig langsomt større og større.

ISOLATION

Du isolerer dig fra sammenhænge, mennesker og situationer, hvor det du skammer dig over, kan komme i spil. Hvis du f.eks. skammer dig over ordblindhed, så sørger du for at undgå sammenhænge, hvor du skal skrive eller læse højt sammen med andre.

 

3 ting der opløser skam!

EMPATI

Når du deler din skamfulde historie med et menneske, som møder dig med empati og forståelse – altså uden at dømme dig – så begynder skammen at miste sin kraft.

Skam kan ikke leve i samme rum som empati.

OMFAVNELSE

Når du har delt din skamfulde historie med et menneske, hvor du har følt dig set, mødt og rummet, så bliver det nemmere for dig at omfavne din skamfulde historie.

En af måderne til dette kan være at tale med din mest kærlige og omsorgsfulde stemme til dig selv, til den lille pige eller dreng som er indeni dig, som husker den dag skammen blev grundlagt. Lig evt en hånd på din mave og dit hjerte, imens du taler til dig selv og fortæl dig selv, at du er lige som du skal være, at det ikke var din skyld, at du er elsket og lignende støttende ord.

DEL DIN HISTORIE IGEN OG IGEN

Når du har delt din skamfulde historie med et andet menneske og har omfavnet den lille pige/dreng der skammer sig indeni dig, så kan du begynde at dele din histoire fra et sted, hvor skammen ikke længere har kontrollen over dig. For hver gang du deler den historie, som tidligere bragte følelsen af skam, vil du opleve at skammen bliver mindre og mindre. Men sørg for i starten at dele den steder, hvor du kan føle dig tryg.

Filippa skammede sig over at være seksuelt overgrebet – nu står hun frem!

Filippa skammede sig over at være seksuelt overgrebet – nu står hun frem!

Filippa er en smuk, stærk og sej kvinde, som udadtil kunne ligne en kvinde, som altid har haft livet på hendes side. Men sådan har det ikke altid været.

Filippa er vokset op i en familie, hvor bl.a. seksuelle overgreb var en stor del af hendes opvækst. Filippa har det meste af hendes liv kæmpet med skam, mindreværd og har haft svært ved at finde ro i sig selv – grundet hendes traumatiske opvækst.

 

I dag ser livet meget anderledes ud for Filippa. I dag har hun sluppet skammen og hendes mindreværd er erstattet med indre ro og en glæde over at være, som hun er. Tjek hende ud lige HER.

Du har mulighed for at høre Filippas historie, når hun sammen med 3 andre modige og inspirerende Skamfrie fortællere indtager scenen på Teateret Svalegangen i Århus onsdag d. 14 juni.

Første gang nogensinde sætter Skamfrie Fortællinger spot på den skam, som alle kender til, men ingen snakker om.

      

HVAD ER SKAMFRIE FORTÆLLINGER?

Vi har altid haft et dybt ønske om at skabe rum, hvor alt det som vi skammer os over kan deles, da vi tror på, at det vi gemmer for omverden pga. skam, er lige præcis DET, der holder os fra at være frie – Frie til at leve, frie til at elske og frie til at være at være os selv.

Intentionen bag Skamfrie fortællinger er, at sætte spot på den skam som vi alle kender, men som er så hulens svær at snakke om. Fordi skammen fortæller dig igen og igen, at hvis du fortæller om mig til andre, så bliver du forladt.

Skam kan gemme sig i angst, depression, ordblindhed, jalousi, sensitivitet, seksualitet – ja, den gemmer sig der, hvor du tror at du er forkert.

Skamfrie Fortællinger indtager scenen i Aarhus d. 14 juni og efter sommerferien kommer vi også til København, og ja Aarhus igen.

Onsdag d. 14 juni bliver en aften med 4 modige mennesker, som alle har vendt deres skam til deres styrke, og som alle bruger deres tidligere skam, som en ressource i deres liv i dag.

De 4 personer er alle forskellige i både tidligere skam, personligheder og erhverv. Du kan læse mere om dem HER

INVITATION TIL DIG

Det vil glæde mig helt vildt at se dig til dette meget vigtige og smukke arrangement. Tag din datter, mand, veninde, mor eller hele banden med d. 14 juni og jeg vil næsten garantere dig for, at når du forlader teatret den aften, så er du både blevet rørt, vækket og inspireret.

Vi skriver igen om nogle dage, hvor vi vil fortælle lidt om Morten Illum Skårup, som er direktør i Danske Bank – han er også en af de 4 modige Skamfrie fortællere onsdag d. 14 juni. Glæd dig.

Hvis du vil læse lidt mere, før du køber, så var det HER og hvis du vil følge med inde på Facebook begivenheden er det lige her.

Du kan købe din billet lige HER og vent nu ikke for længe, det er et ret populært arrangement med begrænset pladser 😉

 

Kærligst
Signe og Linda

 

PS. Kender du en, som kunne have glæde af dette blogindlæg, så del det endelig med vedkommende.
Sharing is caring